genbrugstøj er bæredygtigt
Yula Dalberg

Yula Dalberg

Guide: Gå mere bæredygtigt klædt

Guide: Gå mere bæredygtigt klædt

Det er nemt at gøre en stor forskel ved at lave din personlige grønne omstilling, når det gælder dit tøj. Du kan købe bedre kvalitet, købe mindre, købe genbrug, reparere, bytte, leje og se efter miljøcertifikater.

Det er et faktum, at tøjproduktion kræver rigtig mange ressourcer i form af vand, kemikalier og energi. Samtidig har vi en tøjindustri, der i årevis har spillet på, at tøj går af mode lynhurtigt. Fra at have sæsoner efter vejrets skiften er der nu tale om 8 sæsoner på et år! Samtidig er meget tøj lavet af dårlige materialer og går derfor let i stykker. Men modebranchen er ved at omstille sig og hvis du efterspørger tidsløst design, god kvalitet og bæredygtige fremstillingsprocesser, så skal den proces nok gå hurtigt og løse en af klimaudfordringerne. You can do it, we can do it!

Start ud med disse spørgsmål, inden du køber nyt:

  • Har jeg virkelig brug for den?
  • Hvor længe vil den holde?
  • Hvordan er den produceret?
  • Er det muligt at finde noget tilsvarende som genbrug?

Køb GOTS-certificeret økologisk tøj

Kig efter det internationale GOTS-certifikat eller oeko-tex mærket. GOTS kræver, som standard, at mindst 95% af fibre i tøjet er økologisk. De benyttede kemikalier må ikke være giftige, kræftfremkaldende, hormonforstyrrende eller miljøbelastende. Flere specifikke stoffer er forbudte i produktionen. Fx. er Ftalater og nonylphenoletoxylater forbudt i produktionen. Visse tungmetaller, flammehæmmere og azofarvestoffer må heller ikke forekomme under produktionen. Men vær opmærksom på at produktion af bomuld og økologisk bomuld stadig er meget miljøbelastende.

Køb mindre, køb kvalitet

Hvis man stopper op og reflekterer, så bliver det tydeligt klart, at det bedste vi kan gøre er at sætte vores forbrug ned og det gælder alt. Men i stedet for, at der bliver tale om afsavn, så kan det faktisk højne din livskvalitet at blive en mere bevidst forbruger, da du vil blive omgivet af kvalitet og god samvittighed. I Europa købte europæerne i 2015 6,4 millioner ton tøj, ifølge ECAP, som er et EU forskningsprojekt. Omregnet til CO2 forbrug svarer det til 200 millioner ton CO2. Det svarer til 17 gange den udledning af CO2 vi årligt bruger på bilkørsel i Danmark. Dette understreger, at det er vigtig at minimere vores tøjforbrug.

Giv til genbrug og få genbrug

Mangler du en sjov kjole til sommerfesten, skidragt eller en overgangsfrakke? Gør det til vane at tjekke Trendsales eller Den Blå Avis først. Der findes også genbrugsbutikker, som har specialiseret sig i vintage tøj, hvor du kan være sikret en sjov og farverig stil. Andre genbrugsbutikker har specialiseret sig i dyre mærkevarer, hvor du kan erhverve en chanel taske til færre penge. Ønsker du at andre skal have gavn at dit tøj, så kan du aflevere det i landets genbrugsbutikker, hvor overskuddet af salget går til gode formål. Her kan nævnes røde kors, blå kors, kirkens korshær, Danmission, mødrehjælpen. Se en oversigt her. Hvis du især er på jagt efter børnetøj, så findes der mange lokale børnetøjs facebook grupper, hvor der handles og byttes. Du kan også benytte app’en reshopper.

Gode strikketrøjer alle købt som genbrug.

Byttemarked og loppemarkeder

I vores tøjoverflod er det blevet populært at bytte tøj. Det foregår på den måde, at du tager en pose tøj med og går med ca. samme mængde tøj. Det er altså gratis nyt tøj! Dette kan også være en mulighed for at eksperimentere lidt med din tøjstil, da du ikke har investeret penge i de nye klæder. De fleste byttemarkeder varer ca. 3 timer, det har vist sig at være mest effektivt, således alt tøj kommer på ca. samme tid. Websitet www.byttemarked.nu giver dig en oversigt over dit lokale byttemarked. På samme måder er der også hele tiden loppemarkeder, hvor det også vil være muligt at købe genbrug. Websitet www.loppemarked.nu giver dig en oversigt over disse.

Vask mindre – syntetisk tøj indeholder mikroplast

Der er flere grunde til at det er en god ide at vaske mindre. Der bruges rigtig meget energi på at vaske, især på højere temperaturer, da vaskemaskinen skal varme vandet op. Samtidig bruger vaskemaskinen en masse vand, hvor det også er en god ide at fylde maskinen helt op.

En ting, som vi måske ikke er så bevidste om er, at vores syntetiske tøj er fyldt med mikroplast, som bliver skyllet ud med vandet. Det er fx. polyesterjakker, sportstøj, akrylstrømpebukser. En anden ting er at, især billigt produceret tøj, hurtigt bliver slidt, mister farve og pasform ved mange vaske. Her kan det igen betale sig, at anskaffe sig tøj af lidt bedre kvalitet.

Udlejning og pantordning på tøj

Der bliver eksperimenteret med alt fra at have abonnement på tøj, hvor man fx. har 5 stykker tøj, som man næste måned kan bytte til 5 nye stykker tøj. Butikken Lakor har en pantordning på tøjet, hvor de sørger for at tøjet bliver genbrugt. Hvis du skal til fest er det også muligt at leje en kjole eller et jakkesæt. Det er bare med at tænke alternativt. Hvert år afholdes der i øvrigt Copenhagen Fashion Summit, hvor nye bæredygtige tiltag præsenteres.

Reparer dit tøj

Gør det til en vane at reparere dit tøj. Læg tøj, som skal repareres et bestemt sted og find synålen frem måske imens du hører en podcast eller god musik. Den lille revne i tøjet kan nemt fixes, bæltestroppen kan hurtigt fæstnes eller strikketrøjen, der lige skal stoppes. Hold også øje med lokale reparations workshops, hvor afholderen af workshoppen fx. har en symaskine og er kyndig, når det gælder at sy. Er det lynlåsen som er defekt, så er det også muligt at gå til en skrædder og heldigvis findes der stadig skomagere overalt, som kan lime din skosål på igen. Fjällräven har lavet en super god guide til de mest basale reparationer her.

Artiklen er inspireret af: Dansk Naturfredningsforening

DEL MED DIT NETVÆRK

Share on twitter
Share on google
Share on facebook
Share on linkedin
Share on email
Close Menu